Planlægger eller udforsker?
Planlægger du meget? Skriver du direkte fra hjertet til hånden med høj puls og bliver lige så overrasket over plottet som dine læsere? Er du et sted i midten? Eller sidder du fast i worldbuilding og er aldrig rigtig kommet videre med romanen?
Så er det her, vi kigger på, hvilken type forfatter du er – og hvordan du kan bruge kendte værktøjer til bedst muligt at fremme din tid ved tastaturet og være produktiv, målrettet og glad.
At planlægge eller ej?
Jeg er fan af struktur og planer – men dårlig til faktisk at udføre dem. Igen hænger dette nok også sammen med mine diagnoser, der med fordel kunne have været samlet under ét navn, nemlig ADHD.
Min hjerne keder sig, hvis den ved for meget.
Min hjerne kan til gengæld også finde på at indsætte en zombiehær under gnombrylluppet på side 9, hvis jeg ikke minder den om, at dette plot handlede om noget helt, helt andet – og hvem inviterede nu en necromancer, der er hemmeligt forelsket i gommen?
Altså elsker jeg både struktur og kaos, hvilket betyder, at planlægning for mig bør være en gylden middelvej. Der er også det irriterende hul på vejen, der hedder hyperfokus, hvor jeg begraver mig selv så dybt i et plot og worldbuilding, at hele min verden både er opstået og brændt ned til grunden igen, før jeg har skrevet et eneste kapitel. Og derefter siger min hjerne så “bleh, har vi ikke lige været der?” og skynder sig videre til næste idé.
Er du ligesom mig?
Eller hvilken type planlægger eller anti-planlægger er du?
Og endnu mere vigtigt: Virker det for dig?
Hvis svaret er ja, det virker, og du får både planlagt og skrevet en masse, så er jeg mega glad på dine vegne. Bare hold momentum og klø på!
Hvis svaret er nej … så lad os se, hvad vi kan gøre for at løse det!
Udforskeren: Du bør planlægge … noget!
Hvilket du i princippet allerede gør, uanset om du nedfælder det på papir eller ej. Du skriver, fordi en karakter banker på, du kommer på en bid fra et fedt univers, har et plot i tankerne eller bare fandt på den her mega endscene for en roman på vej hjem i toget. Uanset hvad der fik dig i gang, er det en lille bid af dit koncept.
De fleste, der skriver på livet løs for så at opgive efter måske tre kapitler eller en halv roman, er udforskerne. Dem, der skriver fra hjertet til hånden uden et skelet at bygge kødet op omkring. Og hvorfor?
Fordi der mangler et mål.
Ikke fordi du ikke kan skrive uden en masse research og baggrundsviden, men simpelthen fordi du mangler et overordnet mål – og gerne nogle delmål undervejs også. De giver dig noget, du kan arbejde hen imod. Så kan du stadig udforske alt det, der sker imellem de mål.
Så du behøver ikke vide, hvad der skal ske scene for scene. Du kan også ændre dine mål undervejs. Men hvis du vil undgå:
- at gå død i historien
- vikle dig selv ind i en overflod af røde tråde uden endelser
- sikre, at dit plot holder
Ja, så bør du planlægge bare et minimum af ting. Hvilke – skal jeg prøve at hjælpe dig med. Først ved at give dig info om forskellige metoder, dernæst ved at give dig noget, du kan sidde med selv i værktøjskassen til dette opslag.
Planlæggeren: Husker du at skrive?
Folk, der ikke kan finde ud af at planlægge, tror tit, at de der planlægger-typer sidder på det gyldne hønseæg. Men selv planlæggere kan ende med røræg.
Inden for fantasygenren har vi noget, vi kalder Worldbuilding Syndrome – kort sagt bliver nogle til den evige planlægger, der aldrig rent faktisk skriver på sin bog. Til gengæld kan de sidde på de mest fantastiske universer med små notater om, hvad en Hibbergit spiser, levesteder og hvorfor man ikke skal nærme sig den, når den er tæt på vand.
At skabe sin egen verden er lige så godt som at drømme, læse romaner, spille eller se Netflix. Det er en fantastisk hobby for både store og små drømmere, så aldrig lad nogen fortælle dig, at det er spild af tid. Det er ikke mere spild end at se en god film.
Men gør dig selv én tjeneste: Gør op med dig selv lige her og nu, om du er worldbuilder eller forfatter.
Hvis worldbuilding gør dig glad, så slip den lurende stress over ikke at få skrevet din roman. Du gør allerede det, der gør dig glad. Nyd det. Own it!
Er du forfatter, men sidder fast i din planlægning?
Så er det nu, du giver slip – eller som minimum sætter en deadline for dig selv.
Din worldbuilding og planlægning bør være omtrent 10 % af det færdige resultat. Det vil groft sagt sige, at hvis din roman skal ende på godt 100.000 ord, så bør din planlægning være omtrent 10.000 ord. Meget groft sagt.
Lad være med at skrive en roman om din roman … og lad være med at tro, du absolut skal vide alt på forhånd. Du kan fylde på hen ad vejen.
Tænk på det sådan her:
Hvis du skal tages med på en rejse ind i et fantasyunivers fuld af store og små vidundere, hvem vil du helst have med som din rejseguide?
Skal det være professoren, der ved alt om alting, men har det med at tale i to timer om Hibbergitten og hvordan du kan se på dens afføring, om den kommer fra syd eller nord for Månesøerne?
Eller er det eventyreren, der har lokal viden uden at vide alt, som er entusiastisk, vovelysten og glæder sig til at opdage en masse spændende nyt sammen med dig?
Worldbuilderen vil tit vælge professoren.
De fleste forfattere - og læsere - vil vælge eventyreren, medmindre de er på udkig efter en fagbog.
I næste opslag kigger vi på forskellige metoder til planlægning, så du kan finde den tilgang, der passer bedst til dig – uanset om du er planlægger, udforsker eller et sted midt imellem.
BEMÆRK!
Se også Værktøjskasse 01 i shoppen, der hører med til dette opslag - den er gratis!
Find alle værktøjskasser her!