Arketyper og stereotyper
Dette indlæg er en fortsættelse på temaet “byg en karakter”, men kan også læses som et særskilt indlæg om ærketyper og stereotyper.
Hvis du vil have ordentligt udbytte af dette opslag - og især forstå, hvordan jeg skaber karakteren Helena i eksemplet - vil jeg dog anbefale først at læse “Byg en karakter”. Det giver dig de allervigtigste byggesten til at skabe en karakter med dybde, som læserne kan relatere til.
Arketyper
Mange har nok en tendens til at forveksle ærketyper og stereotyper. Det kan virke lidt som samme bold fra samme gade, men det er det ikke helt.
De har dog begge samme faldgrube: Hvis de bruges uden omtanke, kan de gøre dine karakterer kedelige og din historie flad.
Til gengæld er begge også eminente til at skære om hjørner. Arketyper såvel som stereotyper har nemlig den fordel, at de er let genkendelige i deres form og kommer med visse forventninger, som vi bevidst kan arbejde med eller bryde.
Som hurtigt eksempel er der Gandalf. Vismanden.
Som ærketype er han gerne hjælpsom og en mentor for vores helt, hvilket typisk gør ham essentiel for den første tredjedel af bogen, hvorefter han faktisk godt kan være lidt i vejen. Ofte fordi han faktisk ved for meget eller er lidt for god og overskygger heltens evner. Så han bliver tit dræbt eller … sendt på en meget lang og mystisk detour.
Der er noget trygt og velkendt i arketyperne, som vi altså netop kan udnytte. Når du fremtryller en ældre troldmand med langt hvidt skæg og en trang til at tale i gåder og halve sandheder, forbinder læseren ham hurtigt med fx Gandalf, Merlin, Yoda osv.
Disse automatiske forbindelser gør det muligt at springe en del forklaringer over og skabe hurtigt tillid – eller mistillid – til din karakter.
Lidt som når vi ser en Disneyfilm … vi er hurtigt med på, hvem der er helt, den sjove sidekick og skurk. På trods af variationer i udseende følger de en ret fast opskrift i type og præsentation.
Kendte arketyper er fx:
1. Omsorgsgiveren (Caretaker)
Den, der altid stiller op. Mor, storebror, mentor, bedste ven – typen, der tager sig af andre, tit på bekostning af sig selv. Er sjældent hovedpersonen, men holder helten oppe, når alt ramler.
Kerne: Loyal, kærlig, selvopofrende, rummelig.
Skyggeside: Glemmer sig selv, brænder ud, har ingen egne mål.
Tip: Prøv at vende den om: Hvad hvis Omsorgsgiveren passer på den forkerte? Hvad hvis de knækker og begynder at kræve noget igen.
2. Den Almindelige (Hvermand)
Den mest genkendelige karakter – én vi alle sammen kunne være. Helt nede på jorden, arbejder med hænderne, har sjældent store ambitioner, men vil bare høre til og klare sig.
Kerne: Venlig, arbejdsom, empatisk, troværdig.
Skyggeside: Usynlig i mængden, uden magt eller særlige evner.
Tip: Pas på ikke at gøre dem for naive eller dumme for billige grin. De behøver ikke være uvidende – bare jordnær.
3. Skaberen (The Creator)
Skaberen må skabe – ellers visner de. Det er ikke en hobby. Det er blod, drift og formål. Det kan være kunst, opfindelser, ideologier – alt, hvor noget nyt fødes.
Kerne: Visionær, stædig, kreativ, egenrådig.
Skyggeside: Besat, egocentrisk, blind for andres behov.
Tip: Giv dem et klart "hvorfor". Ellers bliver de bare gal videnskabsmand. Du må vise, hvad det koster – og hvorfor det er det værd
4. Opdagelsesrejsende (Explorer)
Kan ikke nøjes. Drømmer om mere, længes efter frihed, og vil se, hvad der gemmer sig bag næste horisont – fysisk, psykisk eller socialt.
Kerne: Nysgerrig, frihedselskende, modig, rastløs.
Skyggeside: Aldrig tilfreds, løber fra alt, egoistisk.
Tip: Drop “prinsessen, der keder sig i sit slot”-klichéen. Find noget mere ægte, dybere – hvad er det egentlig, de prøver at slippe væk fra?
5. Helten (The Hero)
Den, der rejser sig, når ingen andre gør. Helten kan være født til det, eller nægte det til sidste sekund – men ender med at stå forrest.
Kerne: Modig, stædig, ærefuld, handlekraftig.
Skyggeside: Hovmod, selvretfærdighed, uopnåelig perfektion.
Tip: Gør dem ikke ufejlbarlige. Det er kedeligt. De skal væltes, fejle, tvivle. Og helst stå i et etisk dilemma, hvor intet valg er uden konsekvens.
6. Den Uskyldige (Hjertet)
Starter med åbne øjne og blødt hjerte. Ser verden med tillid og håb – lige indtil virkeligheden vælter ind.
Kerne: Oprigtig, kærlig, nysgerrig, tillidsfuld.
Skyggeside: Naiv, hjælpeløs, uden styrke.
Tip: Giv dem mulighed for at vokse – enten til noget smukt eller mørkt. De er ikke interessante, hvis de forbliver børn hele vejen igennem.
7. Spøgefuglen (Joker / Nar)
Klassens klovn. Provokatøren. Den, der siger det, de andre ikke tør – med et grin. Kan være comic relief eller den, der afslører sandheder gennem ironi og timing.
Kerne: Sjov, livlig, elskelig, skarpere end man tror.
Skyggeside: Overfladisk, uansvarlig, irriterende.
Tip: Brug dem til mere end grin. Den sjoveste i rummet bærer tit den største smerte. Gør dem relevante – lad deres humor være overlevelse.
8. Elskeren (The Lover)
Styret af hjertet. Elsker med hele kroppen – hvad enten det er romantisk, venskabeligt, familiært eller passion for en sag.
Kerne: Hengiven, varm, beskyttende, emotionel.
Skyggeside: Jaloux, selvudslettende, mister sig selv i andre.
Tip: Kærlighed er ikke kun romantik. Lad en elsker beskytte sin søster, offre alt for sit band, eller være afhængig af anerkendelse. Gør det menneskeligt.
9. Magikeren (The Magician)
Den, der ved mere end de fleste – og altid vil vide mere. Kan være bogstaveligt magisk eller bare ekstremt dygtig, snu og manipulerende. Viden er magt – og det ved de.
Kerne: Kløgtig, intuitiv, visionær, kontrollerende.
Skyggeside: Arrogant, utilnærmelig, egocentrisk.
Tip: Gør deres mål tydelige. Ellers bliver de bare “kloge for at være kloge”. Giv dem en grund til at søge mere. Og giv dem konsekvenser.
10. Den Forældreløse (The Orphan)
Ensom, udstødt, uønsket – og med en dyb længsel efter at høre til. Ofte starter de lavt og ender højt. Men rejsen gør ondt.
Kerne: Overlever, stædig, længselsfuld, empatisk.
Skyggeside: Ressourceløs, usikker, socialt kejtet.
Tip: Pas på “Chosen One”-klichéen. De skal ikke bare vågne op magiske. Giv dem slid, relationer, og en tydelig overgang fra outsider til noget mere.
11. Oprøreren (The Rebel / Outlaw)
Systemkritikeren. Den, der ser uret og gør noget ved det. Kan være leder af revolutionen eller en enspænder, der bare nægter at bøje sig.
Kerne: Modig, stærk, karismatisk, kompromisløs.
Skyggeside: Fanatisk, hensynsløs, selvdestruktiv.
Tip: Undgå “den perfekte bad boy” og Robin Hood. Gør dem farlige, men fejlbarlige. Gør deres valg svære og deres mål tvetydige.
12. Herskeren (The Ruler)
Den, der har magt – og ved det. Det kan være formelt (konge, CEO, general) eller socialt. De har ansvar, og det er både deres styrke og byrde.
Kerne: Beslutsom, organiseret, visionær, autoritativ.
Skyggeside: Kontrolfreak, fjern, paranoid, frygter at miste grebet.
Tip: Gør dem mere end bare “ond diktator” eller “retfærdig konge”. Giv dem dilemmaer. Hvem ofrer man for at holde magten? Hvad gør magt ved deres moral?
13. Vismanden (The Sage)
Lærer, mentor, vejleder – den, der sidder med sandhederne, men slipper dem langsomt.
Kerne: Vis, tålmodig, observant, rationel.
Skyggeside: Passiv, fjerntænkende, arrogant.
Tip: Vismænd er ofte irriterende og taler i gåder. Gør dem levende. Giv dem fejl, skeletter i skabet, hemmeligheder. De behøver ikke altid dø for at give helten styrke.
14. Forføreren (The Seductress)
Magt gennem tiltrækning – og det kan være alt fra sex til viden, charme, status eller indflydelse. Ikke nødvendigvis ond, men altid strategisk.
Kerne: Karismatisk, manipulerende, intelligent, målrettet.
Skyggeside: Tomhed, ensomhed, kynisme.
Tip: Drop femme fatale som fast form. Forføreren kan være hvilken som helst køn eller alder. Brug magtspillet. Og lad læseren aldrig helt vide, hvad der er ægte.
15. Den Knuste (The Wounded / Martyr)
En type, der bærer smerte – fysisk, psykisk eller historisk – og defineres af den. Enten som offer, overlever eller destruktiv kraft.
Ikke nødvendigvis passiv. Kan være hævner, martyr, selvopofrer, alkoholiker, ekskriger eller bare et menneske med en arketype sårethed, som de nægter at give slip på.
Kerne: Dyb, kompleks, ærlig, følelsesbåret.
Skyggeside: Selvdestruktiv, selvofrende, hævngerrig, isoleret.
Tip: De skal ikke bare være tragiske. Giv dem styrke, beslutning, eller noget at kæmpe for på trods af deres brist.
Brug arketyper bevidst
Som nævnt tidligere er arketyper en grundmodel, der giver dig mulighed for hurtigt at opbygge tillid eller mistillid mellem din karakter og læser, fordi hver rollebase kommer med visse forventninger.
Der er intet i vejen for at lave din egen version af Gandalf, Merlin eller Yoda. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken for hver eneste karakter og tit skal der meget lidt til, før de kan få lidt ekstra dybde.
Det vigtigste for en karakters dybde er drive, konflikt og mål. Om du hinter til en baggrundshistorie på en birolle som mentoren afhænger af, hvad du gerne vil opnå.
Hvis vi kobler arketyperne sammen med de 9 avatars fra “Byg en karakter” indlægget, giver det os mulighed for at opnå nogle interessante sammenhæng.
Jeg vil se nærmere på disse muligheder og hvordan de kan anvendes i den tilhørende Værktøjskasse, du kan downloade gratis via min shop - men lad os tage et enkelt eksempel her også, så du kan se anvendelsesmulighederne.
Karakter eksempel
Jeg starter altid med en idé om genre og en tendens til en kvinde i hovedrollen, så det er vores udgangspunkt. Genren bliver urban fantasy med horror og dark romance som subgenre.
Først vælger vi en arketype, da vi jo lige har siddet med dem. Jeg vil gerne bygge en MC (hovedperson), som ikke er den typiske helt. En voksen karakter.
Jeg går med:
10. Den Forældreløse (The Orphan)
Ensom, udstødt, uønsket – og med en dyb længsel efter at høre til. Ofte starter de lavt og ender højt. Men rejsen gør ondt.
Kerne: Overlever, stædig, længselsfuld, empatisk.
Skyggeside: Ressourceløs, usikker, socialt kejtet.
Herefter vælger jeg en avatar fra The Enneagram-listen:
Type 8 – Frontkæmperen (Challenger)
Type 8 længes efter styrke, retfærdighed og kontrol. De tager lederskab naturligt og træder frem, når andre tier. De beskytter dem, der ikke kan beskytte sig selv – og hader hykleri, uretfærdighed og svaghed. De er handlekraftige, modige og kompromisløse, men deres frygt for sårbarhed kan gøre dem kontrollerende, brutale eller mistænksomme. Når de lukker op for tillid, viser de et enormt hjerte og en imponerende evne til at samle og styrke andre. De er ikke tyranner – de er beskyttere med en indbygget radar for uret.
Dybeste frygt: At være svag, kontrolleret eller sårbar
Kernemotivation: At være stærk og selvstændig
Værdier: Styrke, retfærdighed, ærlighed
Baseret på disse to kan jeg ret hurtigt sammensætte en kerneoverbevisning, der bygger på mistro til andre og en følelse af altid at have været udenfor og klaret sig selv. Så det bliver noget i stil med: “Jeg har nok i mig selv – jeg kan alligevel ikke regne med andre.”
Så lad os sætte hende ind i et urban fantasy-setup og bygge en baggrund, så vi kan finde hendes mål:
Baggrund:
Helena (27) blev fjernet fra sin mors varetægt på grund af dennes misbrug og endte i systemet, da hun var omkring tolv år. Herefter blev hun kastet lidt rundt i systemet, havde svært ved at finde et permanent hjem og affinde sig med et nyt liv med faste regler efter i høj grad at have klaret sig selv hos sin mor.
Da hun var sytten, endte hun i et hjem, hvor manden legede med mørkets kræfter. Her lærte Helena om mørk magi, dæmoner mm. Det var også her, hun endelig fandt sin udvej fra systemet, da hun en nat valgte at fremmane en dæmon (Azran) på egen hånd og indgå en aftale.
Aftalen med dæmonen giver hende mulighed for at starte et nyt liv på egen hånd: nyt navn, et sted at bo, penge til at klare sig for en tid og et permanent farvel til sit gamle jeg. Betalingen er en gæld og et mærke.
For en tid er alt godt. Helena er endelig fri af mørket. Hun begynder at finde sig selv, bliver ikke mirakuløst den perfekte, ansvarlige voksen, men har styr nok på sit liv til at holde sig oven vande. Pengene begynder at svinde ind, og hun får arbejde på en café.
Imens følger hun naturligvis sagen om det forsvundne plejebarn og de lyssky plejeforældre med en kælder fuld af okkulte remedier, som bliver anklaget for kidnapning og usømmelig omgang med lig, efter man finder en del blodige beviser i baghaven. Den gamle Helena er død.
Det ændrer dog ikke på, at der stadig er folk, som leder efter hende. Og da en af politiets efterforskere ved et tilfælde opdager og genkender hende, er hun desperat efter at få problemet væk. Der er stadig lang tid, til hun er myndig, og hun vil ikke tilbage i systemet, nu hvor hun endelig har frihed.
Hun tilkalder den samme dæmon og laver en ny aftale. Endnu et mærke og endnu en gæld. Efterforskeren bliver på magisk vis distraheret og glemmer sagen om den forsvundne pige. Politiet finder det afbrændte lig af den savnede, så ingen længere søger efter hende.
Note om vigtig lore (worldbuilding):
Der gælder to regler ved dæmonmærker. Den ene er, at du aldrig må få det tredje mærke. Ved det tredje mærke kan dæmonen hente dig og tage din sjæl for evigt, når det passer dem. Den anden regel er, at du ikke ønsker at dø, før du har indfriet din gæld – dør du før det, kan dæmonen også kræve, at du følger dem og indfrier gælden i døden i stedet, hvilket kan tage længere tid og være langt mere pinefuldt end at betale i live. Og gæld må altid betales tilbage!
10 år senere:
Det er her, vores reelle historie begynder (baggrund indføres via minder løbende). Vi åbner med, at Helena tilkalder en dæmon. Azran. Den samme dæmon, som hun tilkaldte som barn og som allerede har mærket hende to gange, men denne gang er anderledes.
Hun vil ikke have noget nyt af ham – hun vil tilbyde ham noget.
Helena har fået kendskab til en gruppe hekse, der ikke kun skaber ravage i byen og forstyrrer mørket, men som har brugt dæmoniske kræfter til at opnå deres vilje. I blandt dem den selv samme, som Helena lavede sine aftaler med.
Hun ved, dæmoner altid ønsker hævn over hekse, der udnytter dem uden at betale en pris til gengæld. Altså udnytter hun både at kunne fjerne heksene og slippe af med sine mærker ved at tilbyde Azran frihed og viden til at hævne sig på heksene.
Naturligvis går tingene aldrig helt som planlagt, og det er her, den egentlige historie så tager fart, men den behøver vi ikke lige nu.
Nu kender vi Helenas mål: at komme af med begge dæmonmærker.
Sætter vi hende hurtigt op som en færdig MC, får vi noget a la det her:
Helena (27) har altid måttet klare sig selv. Hun føler sig dybest set som en udstødt af samfundet, fordi hendes opvækst og senere tur gennem systemet gjorde, at hun aldrig rigtig passede ind.
Hun savner en dyb forbindelse til andre, men har store problemer med tillid. På samme måde ønsker hun brændende at finde et sted, hvor hun både passer ind og føler, hun hører til, men har svært ved at slippe behovet for at distancere sig selv fra andre.
Ofte opfører Helena sig altså som en introvert og holder sig for sig selv, hvilket matcher hendes kerneoverbevisning – men det er en løgn, for hun ønsker inderligt at have en loyal inderkreds eller familie, at blive holdt af og elsket.
Bliver hun presset, trækker hun sig enten helt væk og ind i sig selv - reagerer vredt og eksplosivt med uretfærdighedens harme.
Hun kan ikke fordrage uretfærdighed. Det er en fundamental værdi i hende, som på grund af hendes egen fortid særligt bliver tydelig, når hun oplever uretfærdighed mod udsatte børn. Ikke som sådan fordi hun har stor næstekærlighed eller føler ansvar for andre, men fordi det trigger noget i hende.
Så da Helena opdager, at en gruppe af hekse udnytter børn til at opnå mørke kræfter, vækker det hendes uretfærdighedsfølelse. Sammensæt det med en meget grå moral, kendskab til dæmoner og muligheden for at kunne redde sin egen røv også, har vi altså en opskrift på problemer.
Hvordan jeg brainstormer
Min hjerne er sjældent så strategisk og logisk, at den kan servere det hele punkt for punkt ligesom karakteren Helena. Hun opstod ikke 100 % sådan som opsat ovenover – først kom bare idéen om en forældreløs, der brugte dæmoniske kræfter som en vej ud af systemet.
Altså et helt overordnet koncept om en pige, der indgik en aftale.
Derfra kunne jeg så arbejde videre på konceptet, fordi jeg vidste, at historien, jeg gerne ville skrive, ikke var om den unge pige og hendes første aftaler. Det var min baggrund. Jeg ville have hende som en mere moden karakter med mulighed for at skrue tilsvarende op for både mørket og andre voksne elementer.
Derfra kom idéen om ti år senere, når hun tilkalder dæmonen igen. Resten faldt så på plads efterhånden, mens jeg skrev dette indlæg og brugte arketyper osv. som byggesten.
Så jeg havde konceptet først – dybden og de ekstra detaljer kom af at bruge systemet. Det er oftest sådan, det virker bedst for mig.
Et grundlæggende koncept, en tråd jeg har lyst til at trække i. Så udbygger jeg karakteren, begynder at forstå et grundlæggende plot eller starten på det, samtidig med små worldbuilding-detaljer falder på plads her og der.
Endelig står jeg med et mål, hvilket jeg enten kan bruge som mit primære plot eller som begyndelsen på et større koncept. Karakterens mål er nemlig det perfekte sted at starte en konflikt – også bare ved at spørge sig selv: og hvad så, hvis de ikke opnår det, de ønsker?
Men prøv du selv at se, hvad du kan gøre med dette system.
Kan du udvikle en ny karakter og give dem dybde? Er det nemmere at danne nye forbindelser mellem karakter og verden/plot, når du kender deres inderste frygt og ønsker?
Kan du matche systemet på en eksisterende karakter? Er der huller i deres personlighed, eller er du konsekvent hele vejen? Er din karakter dyb nok, har du en indre disharmoni, er deres kerne overbevisning og ål på plads, eller hjælper systemet med at se nye muligheder?
Stereotyper
Stereotyper har en tendens til at være ekstremt simple og korte uden dybde. Det er flade, forenklede versioner af mennesker og oftest baseret på deres negative træk.
Fx en dum blondine, den kloge asiat, den kinesiske turist, den blegfede dansker, den kolde karrierekvinde, dårligt klædte husmor, den tavse mand, den nævenyttige nabo osv.
De er geniale i deres genkendelighed og hvor hurtigt, de skaber indre billeder, men de er også farlige i den måde, de låser os og læseren fast. De er mere bokse end skabeloner.
For mig er den næsten værste stereotyp over alle dog “den onde skurk” – men ham taler vi om i dybden i et andet indlæg!
Brug stereotyper bevidst:
Jeg bruger ikke stereotyper til at skabe primære karakterer. For mig er det et krydderi, der bruges varsomt og med omtanke som et ekstra lag til deres personlighed, når jeg er i gang med at skrive – eller for nemt at drysse billeder ind i folks hoveder, når jeg har brug for hurtigt at tilføje mindre biroller. De kan også give et sjovt lille twist.
Jeg holder af at skrive i første person, ental (jeg-fortæller), og nogle gange kan mine karakterer godt have ret klare holdninger og en god bunke sarkasme. Det giver mig mulighed for at vise min MCs til tider forkerte antagelser omkring andre mennesker, ved at lade dem beskrive dem som stereotyper.
Den gamle kattedame, en dum blondine, den sure buschauffør osv.
Ikke alene fortæller det lidt om, hvordan min karakter måske har en tendens til at se ned på andre mennesker, samtidig med at jeg fodrer min læser med et hurtigt indre billede, der ikke kræver en masse forklaringer.
Bemærk!
Når jeg lader min karakter tænke i stereotyper, er det altså ikke, fordi jeg ser verden sådan – men fordi det fortæller noget om, hvem de er. På samme måde som med racisme, holdninger til køn og identitet osv. Karakter og forfatter er ikke ens, selv om de måske indeholder bidder af os.
Beskrivelser er vigtige, men hvis der er for mange, dræber de ens flow. Især hvis de ikke er relevante for handlingen her og nu.
En hurtig notits om, at en sur buschauffør med svedpletter under armene sidder bag rattet, da vores hovedperson stiger ombord, giver mig mulighed for at skabe et hurtigt billede af manden uden at skabe for stor opmærksomhed omkring ham.
Når det så viser sig, at dagens chauffør er trold i forklædning og del af et bagholdsangreb på bussen, er det stadig implementeret og ikke et hovsa-angreb, men heller ikke cementeret på forhånd.
Jeg kunne også fylde en café, uden at det koster mig mere end nogle få linjer:
En blondine og hendes alt for smarte kæreste sad i hjørnet, en bredskuldret mand et par borde væk stirrede dybt ned i sin kaffekop, mens to piger sad og fnisede med ansigterne bøjet over en mobil. En ældre kvinde i blomstret kjole sad nærmest døren og så for lille ud til sin stol.
Umiddelbart virker disse som simple beskrivelser, men de spiller bevidst på stereotyperne, og netop derfor skaber de både hurtigt simple, indre billeder, men spiller også lidt på humoren og den underliggende betydning bag stereotypen.
Personligt kan jeg lige forestille mig den gamle dame, når hun kører hjem fra caféen i sin ford stationcar, hvor hun knap kan se over rattet.
Vi kan også bruge stereotyper direkte, ligesom vi oplever dem i vores hverdag. På samme måde som andre kvinder måske kæmper med at hævde sig selv, kan din karakter måske blive fejlagtigt anset som en dum blondine, fordi hun har en masse fysiske fortrin og lyst hår.
Det er sikkert noget, hun er vokset op med. Så enten vælger hun at hade denne stereotyp, arbejde imod den og klæder sig bevidst som karrierekvinde – eller også misbruger hun den til at fordreje hovedet på folk og liste sig uden om problemer.
Eller også er hun dum blondine – men super klodset, venlig, generøs osv.
Tænk bare på Legally Blonde fx, hvor der arbejdes bevidst på stereotypen.
Og nogle gange er det netop, når vi bevidst lægger op til en stereotyp – og bryder den – at læseren overraskes og historien får humor og dybde.
Både arketyper og stereotyper kan være effektive byggesten.
Begge kan også ødelægge alt, hvis du bruger dem ureflekteret.
Du kan sagtens bruge arketyper som skelet – men giv karakteren sit eget kød, sit eget hjerte, sine egne valg.
Du kan sagtens lade stereotyper snige sig ind i dine beskrivelser – men brug dem med bevidsthed og et glimt i øjet. Vrid dem. Vend dem. Brug dem til at snyde læseren – eller til at afsløre din hovedpersons fordomme.
Husk! Det handler ikke om at undgå genkendelige figurer. Det handler om at gøre dem levende.
Hvis du vil arbejde mere med karakterer – uanset om du er i planlægningsfasen eller midt i skrivningen – så finder du flere værktøjer og konkrete ark i værktøjskasserne om karakterer.